Gæring og Afklaring

Jeg vågnede i morges fra en drøm om, at jeg ikke var klar til den eksamen, jeg skal afholde med mine 2.års-elever. Jeg havde ikke fået kopieret teksterne, eller fået taget imod censor (forøvrigt den samme, jeg havde sidste år til A-niveau...), men jeg havde sendt den første elev ind i forberedelsen (forøvrigt en 1.års-elev...), hvorefter jeg fór vild på skolen. Skolen er i virkelighedens verden ikke så stor, at man som sådan kan fare rigtig vild, og i hvert fald kan man sagtens finde tilbage på den halve time, eleven nu skulle være inde i den dér forberedelse (forøvrigt uden tekst, eller hvad? det er måske lige lovlig hårde eksamenskrav...), men jeg endte udenfor og måtte løbe hen imod nogle andre bygninger, der slet ikke findes magen til i det område i virkeligheden. Her stødte jeg på en kvindelig kollega, der vistnok blev lidt bekymret for mig, og mærkede mig lidt på panden, og tilbød at løbe med mig hen til det rigtige fantomsted. Så vågnede jeg. Og har besluttet, at jeg hellere må få styr på teksterne i dag, og printe dem ud, så jeg er klar til at sende dem afsted til censor i morgen, når posthuset åbner igen. Desuden vågnede jeg også med de mest ophovnede øjne, jeg nogensinde har haft, og venter stadig på, at de skal falde helt ned. Heldigvis har jeg da en halv agurk i køleskabet.

Lidt lomme-drømmetydning siger vel selvfølgelig, at det slet ikke handler om, at jeg ikke er klar til den eksamen, men måske mine egne uni-eksaminer - eller, måske lettere overfortolket, mit liv? Jeg løber rundt, men i den forkerte retning, eller hvad? Min ene uni-opgave kører nu stille og roligt i den nogenlunde rigtige retning, så jeg skal nok nå det inden fristen. Den anden, tja? Måske når jeg det, måske når jeg det ikke. Og hvis jeg ikke når det, så når jeg det nok en anden gang. Så har jeg da lært, at man ikke kan tage et helt årsværk samtidig med, at man arbejder fuld tid, og prøver at opretholde en eller anden illusion om et socialt liv. Men jeg tager hånd om det nu, jeg erkender mine svagheder og mangler, og arbejder videre derfra. Og i mellemtiden er jeg også, i samarbejde med min tilsyneladende meget venlige bankrådgiver, ved at prøve at få mere permanent styr på min boligsituation. Vi snakker ligefrem fast ejendom...og det kan jeg også udmærket forstå, at min underbevidsthed kan blive lidt skræmt og forvildet af, for jeg har jo altid boet til leje. Og det er jo også temmelig voksent at købe en andel.

Men i hvert fald satte jeg mig ned ved skrivebordet, slog op i Erik A. Nielsens Søvnløshed - Modernisme i digtning, maleri og musik (halvopgivende, for lissom at komme videre med min ene opgave), og landte på en side hvor der står noget om en for mig endnu ukendt forfatter, Jakob Knudsen, og et citat fra hans roman Gjæring og Afklaring.

Så blev jeg glad, og beroliget.

Prøv engang at tænke Dem, at det hele var ganske tilfældigt, at det ikke havde det mindste at betyde. De skal selvfølgelig ikke tro det... Men tænk Dem - eller sæt Dem rigtig ind i den Stemning. Jeg har ofte prøvet det selv. Det svaler, det køler den hede Hjerne og det forpinte Hjerte. Og det er dog det, man trænger til. Det er som at bade i Havet.