Jamen, det VIL jeg!

I søndags skulle jeg til barnedåb i Fr.sund. Kl. 10. Så jeg kunne ikke ligge og snue alt for længe. Uret var sat til kl. 7, tror jeg det var. Man skal jo se præsentabel ud, når man sådan skal være fadder, så kan menigheden jo se én, når man står oppe ved døbefonden og ser ansvarlig ud. Det skal jo helst virke som et godt valg, forældrene har taget.

Nå, men jeg blev faktisk vækket allerede kvart over 6 af naboerne. Væggene her i bygningen er meget tynde (eller også er isoleringen gået tabt i årenes løb?), så man kan høre hinanden. På mange måder. Fyren, der bor i opgangen ved siden af, har soveværelse op til mit, og jeg tror hans seng er skubbet op til den samme væg som min seng. Egentlig meget hyggeligt at tænke på, at vi sover lige ved siden af hinanden, uden at vi ved, hvordan hinanden ser ud. Og denne tidlige søndag morgen var der gang i en hyrdetime på den anden side af væggen. Jeg tror, de var kommet hjem fra byen og var blevet kåde, for til sidst hørte jeg pigen sige noget lignende "jeg vil komme", hvortil fyren svarede "det kan du jo ikke". Jeg var lige ved at komme med et opmuntrende søsterligt tilråb, da jeg hørte pigen svare igen med et meget bestemt "jamen, det VIL jeg!". Fantastisk!

Jeg fik læst Svelands Bitterfissen (se her for en anmeldelse, jeg er enig i), og aftenen før havde jeg også haft piger på besøg til rødvin og ost. Nogle gange går der lidt Sex & the City i den, og vi taler om mænd, sex, orgasmer og dildoer. Vi sætter hinanden opgaver, såsom at prøve at lægge an på den lækre fyr fra afdelingen, eller endelig at få købt den dildo, eller bare at holde i hånd på gaden med den løse affære. Alt i alt er jeg altså ved at gå i feminist-mode her op til min opgave i litteraturhistorie, så nabopigens orgasmekrav passede perfekt ind i min weekend. Det fik mig også til at tænke over, om jeg selv har sagt "jamen, det VIL jeg!" ofte nok i mit liv, og det har jeg måske ikke. Fjollet, egentligt. For jeg fortjener da de ting, jeg gerne vil ha', gør jeg ikke? Tjo...