Hun levede altfor meget aandeligt til at være en Forførerske i almindelig Forstand...

Jeg er en Æsthetiker, en Erotiker, der har fattet Kjærlighedens Væsen og Pointet i den, der troer paa Kjærligheden og kender den fra Grunden, og kun forbeholder mig den private Mening, at enhver Kjærlighedshistorie i det Høieste varer et halvt Aar, og at ethvert Forhold er forbi, saasnart man har nydt det Sidste. Alt dette veed jeg, tillige veed jeg, at det er den høieste Nydelse, der lader sig tænke, at blive elsket, elsket høiere end Alt i Verden.

Det kan da godt være, at det er meningen man skal synes, at ham dér Johannes fra Forførerens Dagbog er en led skid, men jeg kan ikke lade helt være med at synes, at han også er totalt sjov. Er han ikke også bare lidt James Bond-agtig, altså, med henblik på pigerne, og uden at redde verden fra russerne? Selvfølgelig er det da synd for hende dér Cordelia, at han bare skrider bagefter, og selvfølgelig skal jeg som kvinde blive forarget over kvindesynet i romanen, men jeg morer mig altså med at læse den igen, og skrive opgave om, hvor storslået en rolle Kierkegaard får givet manden i kvindens udvikling som menneske.

Der er da også noget vældig fint i, at manden skal lokke kvindens ånd frem, og få hende til at være bevidst om sin seksuelle tiltrækningskraft og derigennem få skabt sig selv som en hel kvinde, personlighed osv. Kierkegaard arbejder stadig med en dualistisk tankegang, der betyder, at mennesket er delt op i ånd og natur, altså sjæl og legeme, hjerne og lyster, og at man skal få disse to halvdele til at fungere sammen på en fornuftig måde, selvfølgelig helst med en overvægt af ånd. Ifølge Kierkegaard har kvinden faktisk potentiale for mere ånd end manden, mere eller mindre fordi hun kan føde børn. Der er så det uheldige ved det, at for at opnå denne 'åndens modenhed', skal kvinden først blive gravid - dvs. have sex - og igennem denne handling bliver man jo temmelig legemlig i det, og sætter sin ånd på stand-by mens det står på. Det gør manden også, men han har kun rygrad nok til at være med til denne del af det; fødslen står for kvindens regning. Og fødslen er igen en ret legemlig handling, hvor man heller ikke er særlig åndelig, og faktisk nogengange kan være på vippen til at miste sin ånd helt til fordel for ren natur. Men klarer man det, er man meget sej, og har langt mere ånd, end den usle mand nogensinde kan drømme om! Men endnu mere uheldigt for kvinden så er mænd bare i bund og grund mest interesserede i kvinder, der endnu er uberørte, samtidig med, at de rigtig gerne vil have én med en masse af den dér eftertragtede ånd. De vil altså både blæse og have mel i munden. Slapsvanse.

Det er så det, jeg næsten har skrevet 15 sider om nu. Lige med den lille krølle på, at den ideelle kvinde er Jomfru Maria, fordi hun er så cool at hun kan opnå 'åndens modenhed' uden nogensinde at være dyrisk ligesom almindelige jordiske kvinder. Hendes befrugtning er jo sket helt ubesmittet, og ifølge alle de lovprisningsdigte jeg har læst, føder hun på den mest fantastiske vis Jesus helt uden de store dikkedarer, nærmest ligesom en lilje, der udgiver duft. Vupti, så var han der.

Det er da spændende. Og selvom Johannes måske nok opfører sig en lille smule for corny til nutidens standarder, så er han ret sej. Jeg vil også gerne være æstetiker. Hvem ved, måske er jeg det allerede?

Gæring og Afklaring

Jeg vågnede i morges fra en drøm om, at jeg ikke var klar til den eksamen, jeg skal afholde med mine 2.års-elever. Jeg havde ikke fået kopieret teksterne, eller fået taget imod censor (forøvrigt den samme, jeg havde sidste år til A-niveau...), men jeg havde sendt den første elev ind i forberedelsen (forøvrigt en 1.års-elev...), hvorefter jeg fór vild på skolen. Skolen er i virkelighedens verden ikke så stor, at man som sådan kan fare rigtig vild, og i hvert fald kan man sagtens finde tilbage på den halve time, eleven nu skulle være inde i den dér forberedelse (forøvrigt uden tekst, eller hvad? det er måske lige lovlig hårde eksamenskrav...), men jeg endte udenfor og måtte løbe hen imod nogle andre bygninger, der slet ikke findes magen til i det område i virkeligheden. Her stødte jeg på en kvindelig kollega, der vistnok blev lidt bekymret for mig, og mærkede mig lidt på panden, og tilbød at løbe med mig hen til det rigtige fantomsted. Så vågnede jeg. Og har besluttet, at jeg hellere må få styr på teksterne i dag, og printe dem ud, så jeg er klar til at sende dem afsted til censor i morgen, når posthuset åbner igen. Desuden vågnede jeg også med de mest ophovnede øjne, jeg nogensinde har haft, og venter stadig på, at de skal falde helt ned. Heldigvis har jeg da en halv agurk i køleskabet.

Lidt lomme-drømmetydning siger vel selvfølgelig, at det slet ikke handler om, at jeg ikke er klar til den eksamen, men måske mine egne uni-eksaminer - eller, måske lettere overfortolket, mit liv? Jeg løber rundt, men i den forkerte retning, eller hvad? Min ene uni-opgave kører nu stille og roligt i den nogenlunde rigtige retning, så jeg skal nok nå det inden fristen. Den anden, tja? Måske når jeg det, måske når jeg det ikke. Og hvis jeg ikke når det, så når jeg det nok en anden gang. Så har jeg da lært, at man ikke kan tage et helt årsværk samtidig med, at man arbejder fuld tid, og prøver at opretholde en eller anden illusion om et socialt liv. Men jeg tager hånd om det nu, jeg erkender mine svagheder og mangler, og arbejder videre derfra. Og i mellemtiden er jeg også, i samarbejde med min tilsyneladende meget venlige bankrådgiver, ved at prøve at få mere permanent styr på min boligsituation. Vi snakker ligefrem fast ejendom...og det kan jeg også udmærket forstå, at min underbevidsthed kan blive lidt skræmt og forvildet af, for jeg har jo altid boet til leje. Og det er jo også temmelig voksent at købe en andel.

Men i hvert fald satte jeg mig ned ved skrivebordet, slog op i Erik A. Nielsens Søvnløshed - Modernisme i digtning, maleri og musik (halvopgivende, for lissom at komme videre med min ene opgave), og landte på en side hvor der står noget om en for mig endnu ukendt forfatter, Jakob Knudsen, og et citat fra hans roman Gjæring og Afklaring.

Så blev jeg glad, og beroliget.

Prøv engang at tænke Dem, at det hele var ganske tilfældigt, at det ikke havde det mindste at betyde. De skal selvfølgelig ikke tro det... Men tænk Dem - eller sæt Dem rigtig ind i den Stemning. Jeg har ofte prøvet det selv. Det svaler, det køler den hede Hjerne og det forpinte Hjerte. Og det er dog det, man trænger til. Det er som at bade i Havet.