At flyde ovenpå

Det er aldrig rigtigt rart ikke at få de ting man gerne vil ha’, og så kan jeg vel sidde og tænke at jeg fortjener det og mumle "jamen, det VIL jeg" ligeså tosset jeg vil, det gør ingen forskel. Ham fra flipperbanken var også meget sød og venlig og gav mig et koldt glas vand, og jeg bilder mig faktisk ind, at han oprigtigt synes, det er superærgerligt, at Systemet ikke kan forsvare at realisere mine boligdrømme. Ja ja, det er sikkert fint at få af vide, at jeg er enormt økonomisk ansvarlig og har tjek på mine penge, og at det bare er så fantastisk, at jeg ikke har noget forbrugslån. Tja, faktisk synes det eneste, der forhindrer mig i at være Årets Kunde (filial Vesterbrogade), at være, at jeg ikke på magisk vis har et par semistore bunker slanter gemt væk på kistebunden, eller i det mindste en rig onkel jeg kan arve i nær fremtid. Pokkers.

Pokkers på flere niveauer:

For det første, ja, det åbenlyse og noget irrationelle: jeg har ikke arvet efter en rig onkel. Hvorfor har jeg ikke nogle rige slægtninge? Hvorfor er der ikke bare én af dem, der fandt på, bare for sjov, at købe et par af Bills aktier engang i starten af firserne? Ellers hvorfor var det lige, at mine bedsteforældre syntes, at det var så fedt at flytte på landet i starten af halvfjerdserne i stedet for at blive boende i den lejlighed, de på et tidspunkt havde i Overgaden Oven Vandet (eller var det Neden Vandet? – who the fuck cares, det er lige superfedt!), så jeg kunne have overtaget den? Men det er jo, som de siger, historie. Water under the bridge (apropos Chr.Havns Kanal, suk).

For det andet: hvad sker der med det dér boligmarkedet?! Nu er jeg snart træt af det. Der bor altså også almindelige mennesker i København, og ikke kun på den sorte og melankolske bund af jeg-sover-inde-på-Strøget-foran-Fona-Underverdenen. Nej, vi snakker helt relativt almindelige piger som mig, der bare gerne vil have 2 værelser, et ordentligt badeværelse og et køkken (helst med gaskomfur). Ham fra flipperbanken var for øvrigt enig, men var optimistisk; sagde jeg skulle prøve at holde øje med udviklingen det næste års tid eller deromkring, priserne skulle jo gerne være på vej ned og så kan vi tage et lille møde igen. Og husk nu at spare op i mellemtiden. Hmm.

Det blev altså ikke den sommer, hvor jeg fik alle de ting jeg gerne vil ha’. Måske viser det sig at være okay. Engang om et par måneder. Måske. Jeg bilder i hvert fald stadig mig selv ind, at jeg stadig nærmest er lykkelig. Jeg skal bare lige…hvad siger man?...samle mig selv op fra gulvet og børste mig lidt af. Drikke en kop the. Så er jeg klar igen. Eller et glas vin måske.