Nærmest lykkelig

Så er der kun halvanden time til Brit og jeg fylder 29. Jeg sidder alene herhjemme i Outlaw og tænker lidt over det. Niogtyve. 29. Man kan se de dér 30 lure i horisonten. I hvert fald, hvis man står på tæer. 'Og hvad så?', kan man jo vælge og tænke (og i virkeligheden ville det nok være det klogeste træk), men man kan jo også benytte lejligheden til lige kort at reflektere over, hvad der sker i ens liv. Selvfølgelig kun kort, fordi 29 jo trods alt ikke er noget at gå i panik over. Det er jo ikke 30. Jeg kender mange, der er blevet 30 og lever helt fint med det. Vel at mærke ikke kun folk, der lever i perfekte, lykkelige forhold med perfekte, lykkelige børn. Også barnløse singler som mig. De lever fint med 30. Så kan jeg da også godt blive 29.

Jeg snakkede med en veninde om det her den anden dag. Hun er også barnløs single. Hun fylder først 29 om tre måneder, så jeg har lovet at teste vandene for hende, og vende tilbage med en evaluering. Skal man bare blive ved med at være 28, eller hvad? Jeg har været vældig tilfreds med 28. Det har været et skelsættende år, så det bliver også med lidt vemod, at jeg siger farvel til det. Jeg har rykket mig meget frem på mange punkter, mens jeg var 28, mens jeg samtidig har slået mig selv hjem til start på andre. Heldigvis føler jeg, at der alt i alt har været mere frem- end tilbagegang. Og det er en god basis for at blive 29. For jeg er jo faktisk temmelig lykkelig. I hvert fald, hvis jeg står på tæer…