Kunsten at hugge med sig selv

I går til litterær analyse fik jeg endelig stukket et lille teksteksempel i hånden, som jeg synes er virkelig morsomt! Så her bliver det helt ublut gengivet til jeres glæde, selvom det sikkert bryder et par copyright-regler. Vi læste uddraget i forbindelse med de problemer, man som læser nogle gange kan have med genrebestemmelse...tror jeg nok. Jeg havde lidt for travlt med at klukke indvendigt til rigtigt at høre efter. En tankeprop, måske?

Uddraget er fra Birgit Munchs Faderkageorgiet fra 2005, fra siderne 64 og 65.

Instruktion i at hugge med sig selv:
(Sten papir saks)

Punkt 1:
Beslutningsalternativerne sættes præcist op og tildeles hver en hånd, for eksempel: Højre hånd går ind for at ringe til den elskede som ikke har ladet høre fra sig, mens venstre hånd under ingen omstændigheder vil ringe, men tværtimod vil gøre sig kostbar til den bitre ende.

Punkt 2:
For at den ene hånd ikke skal vide hvad den anden gør (hvilket jo ville være snyd), afbrydes forbindelsen mellem højre og venstre hjernehalvdel midlertidigt ved at sætte en tankeprop fast i passagen mellem de to hjernehalvdele; dette kan forekomme besværligt, men skulle kunne lykkes efter en vis øvelse hvor man tænker intenst og dog frit svævende på at danne en tankeprop og placere den midt i hjernen, man kan for eksempel spekulere over hvad der kom først: hanen eller ægget, og ud fra dette lade tankerne filtres sammen til en middelstor klump af tvivl.

Punkt 3:
Selve hugningen kan nu foretages, idet man slapper let af, således at hænderne kan hengive sig til huggerytmen; og afgørelsen tages alt efter temperament enten i ét hug, eller som bedst af tre.

---
Jeg fulgte instruktionen nøje, alligevel gik det galt, for det viste sig at doktor Vinge allerede havde sat en tankeprop fast mellem hjernehalvdelene for at beskytte min lille søn mod sammensatte bagtanker. Så da jeg tænkte intenst på at blokere passagen mellem højre og venstre, gik tankeproppen i opløsning i stedet for at dannes, så passagen blev ryddet i stedet for at blive blokeret, men det anede jeg intet om, for begge hænder lod kynisk som om de ikke vidste hvad den anden gjorde, lumsk ventede de på hinandens udspil inden de iværksatte deres hug. Efter mindst 100 uafgjorte hug blev passagen imidlertid blokeret af en roterende dagdrømmeklump så hænderne ikke længere kunne snyde, hvorved de hver vandt ét hug lige efter hinanden, idet højre hånds saks først vandt ved at sønderklippe venstre hånds papir, og derefter vandt venstre hånds sten ved at knuse højre hånds saks. Så stod det altså alligevel lige, og derefter blev passagen ryddet, og snyderiet gik igang igen med en ørkenvandring af mindst 500 uafgjorte kampe, men endelig kom det afgørende hug, idet venstrehånden pludselig snød ved hverken at være sten, papir eller saks, men derimod et hav som slugte højre hånds sten. Havet fremkom ved at venstre hånd formede sig som en bølge. Dermed havde venstrehånden vundet, beslutningen var taget og stod ikke til at ændre, men det forhindrede ikke at den vindende hånd skulle straffes, for selvom den hårdnakket påstod at den ikke havde opfundet havet med vilje, var det tydeligvis snyd. Som straf blev venstre hånd hugget af og erstattet med højre hånd.