Okay, indrømmet. 2009 har været et rigtigt sløvt år for bloggen. Det er egentlig utroligt, at den ikke er blevet nedlagt af folkene bag blogger.com. De må da være trætte af alle de prætentiøse folk lige omkring de 30, der absolut føler, at de har noget at dele med resten af verden på nettet. Og så går det ligesom med de andre ”interresser”, man finder på. Det er sjovt de første par gange, men så bliver turene til yoga/blomsterbinding/kend dine farver mindre og mindre hyppige, indtil det egentligt er fjollet at blive ved med at betale for det.
Men bloggen er da heldigvis gratis, så et nytårsforsæt for 2010 kunne da meget passende være at svinge forbi her på mine virtuelle ture og lige få opdateret lidt oftere. Det må jeg hellere. Så må jeg jo bare finde på noget interessant at skrive. Også selvom det ikke passer.
Hvad skal jeg sige om 2009 her på én af de sidste dage, der er tilbage af det? Jeg ved sgu ikke rigtig. Første halvdel var ok, tror jeg. Anden halvdel knap så meget, tror jeg. Længere historie, som jeg ikke vil trætte nogen med her, og som sikkert bliver vendt til noget bedre efter sommerferien 2010. Og i det mindste er det gået hurtigt. Jeg synes lige det har været sommerferie, og nu sidder jeg allerede her og føler mig post-julefed og laver årsopgørelser.
Jeg har ikke fået løbet særlig meget i 2009, hvilket også resulterede i, at det var rigtig hårdt at løbe INs Kvindeløb i september. Men jeg fik jo gaveposen alligevel, den skal man da ikke konkurrere om. Så jeg overvejer at tage mig sammen omkring det i 2010. Der er nemlig også meget dejligt ude i Amager Fælled. Og man skal jo passe på sin krop, når man er blevet 30.
30 blev jeg uden det store drama. Jeg fik blomster og hygge, og havde anskaffet mig en kæreste også. Helt uproblematisk har det måske ikke været, men dejligt i hvert fald 80% af tiden, og procentsatsen stiger støt efterhånden som mængden af is i maven vokser på ham.
Nå. Status for 2009:
Universitetsgrader: 1, men i princippet i gang med en mere. (Bli’r jeg nogensinde færdig med cand.mega., og er pædagogikum mon en slags uni-grad, når det nu er Syddansk Uni, der står for det?)
Jobs: 1
Kærester: 1 (+ 2 medfølgende super-tøser, wow!)
Biografture: tja, jeg har da i hvert fald mistet mit flotte gyldne VIP-kort hos Biozonen. Curses.
Udenlandsrejser: 6 (wow…)
Indenlandsrejser: hmm…nogen.
Nye TV-shows opdaget: 1 (Glee)
Motionsløb: 1 + LimfjordsKrydseren
Rynker: 1 (that’s my story, and I’m sticking to it!)
Tja. Næste år bliver mere fabulous. Jeg kan mærke det, og tror på det.
Pas på jer selv, og husk sikkerhedsbriller.
søndag den 27. december 2009
Abonner på:
Opslag (Atom)
