torsdag den 16. oktober 2008

Ladies, I'm taking a lover. Yes, a lover.

Når man tager i betragtning, at jeg endnu ikke har pakket én eneste flyttekasse, så er det alligevel utroligt så klar jeg er til at flytte. Jeg har bestilt flytning af telefonen og avisen, skrevet et flyttekort til min tandlæge, aftalt med D:E:R hvornår de skal hente den fryser, jeg har haft lejet hos dem, og endelig: bestilt et nyt komfur. Og ikke bare et hvilket som helst komfur. Det her komfur. Min nye lover.

Okay, indrømmet. Brit & Steen har et magen til. Men kun fordi de ikke kunne ha', at jeg her i Outlaw har et komfur med 5 blus. Godt nok en ældre model end det her, men 5 blus alt andet lige. Hvilket også gjorde, at jeg lige sank en ekstra gang, da jeg kom op i min nye mansion i lørdags og blev mindet om, hvor gammelt komfuret egentlig var. Gasovn. Og kun 3 blus. Gammeldags tænding. Suk.

Mortens Aften lurer jo lige om hjørnet, og selvom jeg jo godt ved, at masser af husmødre og andre kokke sikkert har lavet andesteg i gasovn med stor succes, så blev jeg straks utryg. Hvad nu, hvis det ikke bliver godt? Det ville være katastrofalt. Nu ved jeg slet ikke, om jeg overhovedet inviterer gæster til Mortens Aften i år, men selv hvis jeg bare skal lave et lille andebryst kun til mig selv, vil jeg gerne vide, at det er i sikre hænder. Og det ved jeg det vil være i mit nye komfur. Nej, min nye lover.

søndag den 12. oktober 2008

Home owner, dag 2.


Der er dejligt på Amager, og dejligt i min lejlighed.

Jeg fjernede en dør i dag og bar den op i loftsrummet. Og tændte for køleskabet, så min næstsidste Rød Tuborg kunne blive kold. Jeg bar en stak gamle reklamer ned i papircontaineren og satte et Nej tak til gratisaviser-klistermærke på døren. Jeg hev skruer ud af væggene, og fandt ud af, at der er tilbud på vægmaling i Silvan.

Der står nu mindst én plante i hvert værelse.

søndag den 5. oktober 2008

Noget jeg har tænkt på - del 2

Ting, der bliver great ved at flytte tilbage til Amager:

  • Uforstyrret udsigt ('over byens tårne', som der stod i salgsopstillingen).
    Jeg kan sagtens holde nøgendag, uden der er nogen, der kan kigge ind og tage anstød af det. Og det bliver hyggeligt ikke kun at kigge over på en bygning - selvom det selvfølgelig er ærgerligt med Old Guy.
  • Baresso Coffee 5 minutter væk.
    Selvom jeg selvfølgelig er lidt i tvivl om, om det i virkeligheden er godt. Jeg har jo trods alt boliglån nu.
  • Paradis Is 10 minutter væk.
    Se ovenfor... (dog med det plus, at jeg har iskortet, som man betaler penge ind på når man føler sig rig, og får 10% rabat med)
  • Amager Centret.
    Ja okay, det kan da godt være det er et center med bodegastemning, men der ligger altså både Irma og Føtex. Og nogle pigebutikker med kluns.
  • Amagerbrogade.
    Jeg holder meget af Amagerbrogade. Det er måske nok min yndlings-Brogade. Mere nede på jorden end Vester- og Øster-, men trods alt lidt mere posh end Nørre-.
  • Metro.
    Fordi metroen rocks. Det gør den altså. Så kan I sige, hvad I vil.
  • Amager Strandpark.
    Se, dét bli'r lækkert til sommer. Omend lidt til den smarte side. Men hvis jeg skal være helt ærlig, vil jeg jo gerne ses.
  • KUA 5 minutter væk.
    Tja, nu går jeg jo på Åbent Uni for tiden, så det bli'r da fedt, at jeg kan være hjemme 20:05 i stedet for 20:45. Og ellers kan man jo gå hen og kigge i boghandlen og stadig få 10% rabat. De spørger aldrig om at se studiekort - som jeg jo desuden også har.
  • Home owner.
    Som jo i virkeligheden er det vigtigste. Jeg bli'r én af dem. Endelig.